Hvad Fristet har givet mig

Jeg gjorde alt for at komme i finalen!

Uge_11_program_44_Finale-008492-1

Fra afgørelsen af hvilket hold der skulle i finalugen! Foto af Anders Wickström/TV3

Dagen hvor det skulle afgøres hvilket hold, der skulle i finalen var meget intens og psykisk opslidende. Vi fik i løbet af dagen besked på, at vi skulle give afkald på noget personligt. Alle skulle altså give afkald på noget, som man holdt af på nær Irina. Vi fik alle et brev hver især, hvori der stod, at vi skulle beslutte os om hvorvidt vi ville give slip på denne personlige genstand eller ej. Formålet med dette var, at holdet derved kunne tjene de uigenkaldeligt sidste penge til puljen og sikre sig en finaleplads.

Vi havde hele tiden fået at vide af Adam, at det hold med flest penge ville komme i finalen, så vi var alle naturligvis meget opslugte og fokuserede på den tanke, da den nu endelig var lige rundt om hjørnet! Efter alt det jeg har gennemgået i Fristet på det personlige og følelsesmæssige plan, tvang villaens djævel, Adam, mig endnu engang til at gennemgå et følelsesmæssigt helvede, da jeg skulle tage stilling til, om jeg ville give afkald på mit mest dyrebare eje, nemlig min halskæde. På den ene side gav det mig lyst til at give op og komme væk derfra hurtigst muligt, men på den anden side, når jeg tænkte tilbage på alt det jeg havde gennemgået af de andres grusomheder og beskidte kneb og alle de ting jeg havde ofret for mit holds skyld, ja så fik det mig bare til at kæmpe endnu mere for at komme i finalen og gå hele vejen og dermed sætte de andre på plads én gang for alle!

Mit hold (rødt hold) havde opgivet alle vores personlige ejendele. Indtjeningen pr. genstand varierede fra 10.000 til 25.000 kr. Jeg var den sidste som skulle fortælle min beslutning. Det var så tæt, at jeg alene reelt set kunne afgøre om mit hold ville komme i finalen ved at give slip på min guld halskæde, som jeg havde fået af min mormor, farmor og mor. Som tidligere nævnt blev vi alle mere og mere opslugte af spillet efterhånden som finalen kom tættere og tættere på. Det betød at vi langsomt men sikkert mistede os selv, bid for bid. Det endte med at jeg lod mig overtale til at gå af med min halskæde, som er noget af det hårdeste jeg nogensinde har gjort! Mit hold var dybt rørt over, at jeg gav slip på den, men samtidig var vi alle så lykkelige over vores pengepulje var højest og at vi dermed var i finalen! Det modsatte hold (sort hold) gav også afkald på alt hvad de fik mulighed for, men det var imidlertid ikke nok, da deres pengepulje var noget lavere.

Desværre sluttede det ikke der! Irina fik som bekendt nogle kæmpestore foræringer undervejs af produktionen. Først og fremmest fik hun lov at komme tilbage til villaen blot 2 uger inden finalen. Som om det ikke var nok, så fik hun såmænd også en altafgørende magt af TV3, som ingen af os helt forstod ideen bag. Hvad værre var, at vi overhovedet ikke forstod hvorfor netop hun skulle have den form for magt, eftersom hun var blevet smidt godt grundigt ud af villaen én gang med hele 8 stemmer mod 1. Herudover havde hun på ingen måde ofret sig for sit hold eller blevet stillet overfor svære fristelser, udfordringer eller valg i det hele taget. I min verden skal man på en eller anden måde have gjort sig fortjent til en så afgørende magt – det kan man ikke ligefrem sige, at Irina havde. Så vi måtte måbende se til mens Irina, godt hjulpet af TV3, forpurrede vores vinderchancer, som vi havde kæmpet så hårdt for. Irina fik kort sagt muligheden for at sælge sin egen plads i finalen ved til gengæld at smide hele rødt hold ud af finaleugen og dermed bringe sort hold i finalen istedet. Desværre var Irina stadig så blændet af hævngerrighed fra dengang hun blev overrumplet og totalt udspillet og måtte forlade villaen første gang, at hun valgte netop det scenarie uden at vise nogen form for forståelse for alle de følelser, opofringer og svære valg, der var gået forud for hendes holdkammerater. Irina valgte altså at være ubamhjertig og vægtede hævnen højere end selv at stå i finalen. Ingen af os forstår hendes valg.

Det slutter imidlertid heller ikke her! Irina gav som sagt sort hold finalpladsen. Det sorte hold fik herefter lov til at vælge en fra rødt hold som skulle med i finalugen, og jeg håbede inderligt, at de var store nok mennesker til at vælge enten Simon eller mig, som havde gjort alt for vores hold og været holdspillere hele vejen igennem. Jeg følte at vi to helt klart var mest værdige til at stå i finalen og fortjente en finaleplads allermest. Sort hold havde overvejet mig, da de selv mente, at jeg havde været gennem meget siden dag 1 og havde fortjent en finalplads. De påstod imidlertid de følte, at de stod i gæld til Irina, da det var hendes skyld, at sort hold fik lov til at komme i finalen, så de endte med at vælge hende. Men inderst inde ved jeg udmærket godt, at de frygtede at stå overfor Simon og jeg i finalen, fordi vi var meget stærke spillere og ville gå gennem ild og vand for at komme sejrrigt ud på den anden side.

Mit hold (rødt hold) var sønderknust. Alt det vi havde gået igennem skulle vise sig at være forgæves. Vi kiggede skuffede på hinanden, men alligevel var vi stolte af, at vi trods stor modgang præsterede at oprette et hold i sidste ende. Et hold der endelig var et hold, som tog holdbeslutninger sammen. Vi stod og faldt sammen og dermed røg vi også ud af spillet sammen, som et hold – vi stod sammen da det virkelig gjaldt, og det var det vigtigste for os. Vi var nu alle klar til at tage hjem sammen med hovedet oprejst.

Tanken om, at det hele var slut, var mega underlig for mig, når man efterhånden havde været der i hele 12 uger fuldstændig isoleret fra omverden. Men pludselig bryder Adam stilheden og siger, at det hele ikke er helt slut endnu! Irina måtte nu vælge en til fra rødt hold som skulle med i finalugen! Jeg håbede igen inderligt, at hun så i det mindste ville vælge mig, da hun ligesom allerede taget hævn for dengang, vi allesammen smed hende ud ved at nægte rødt hold adgang til finalen. Ydermere gik hun i sin tid efter at få holdets på daværende tidspunkt helt stærke spiller og min bedste ven i villaen, Rune, ud frem for Kasper. Det lykkedes desværre og det tab tog mig rigtig lang tid at komme over, så jeg troede at hun nu ville benytte chancen for endelig at give lidt tilbage, ved at sende en værdig spiller som mig i finalen istedet for hele tiden at tage fra mig. Desværre var dette ikke tilfældet fordi hun forståeligt nok følte sig truet af mig og de andre stærke spillere fra rødt hold. Hun valgte igen at være svag og uretfærdig ved at vælge Burak, som kom ind i villaen 1 uge før finalugen! Ingen af os forstod hende, og vi forstår stadigvæk ikke hendes valg den dag i dag. Vi er allesammen forskellige og har hver vores måde at tackle tingene på. Jeg ville ønske, at jeg forstod hendes valg og hendes tankegang, men det er der vist ikke rigtig nogen der kan, forståeligt nok. Men tingene er sket og jeg har valgt at acceptere valget. Jeg er først og fremmest glad for at have nået så langt med mit hold og vise Danmark, at jeg er en værdig spiller og en ukuelig holdspiller frem for alt. Det har været et psykisk meget hårdt og opslidende spil, som altid vil ende med at blive grimt. Jeg vil ikke anbefale nogen at deltage i den slags tv, da der er masser af skyggesider hos nogle folks personligheder, som ikke ser dagens lys på tv. Hvis I alligevel vil deltage i den slags, så husk at være jer selv hele vejen igennem, som jeg var, og spil med rent mel i posen!

Jeg ville virkelig ønske, at enten Simon eller jeg vandt. Vi havde aftalt at dele pengene med hinanden, hvis en af os vandt. Simon kom ind i villaen på det tidspunkt, hvor jeg stod aller svagest i spillet, uden Rune. Han var der for mig gennem tykt og tyndt, og han kunne se, at jeg følte mig ret ensom i villaen efter jeg mistede Rune, som jeg havde spillet sammen med fra dag 1. Efterfølgende var Simon og jeg de eneste to på holdet, der kæmpede for at skabe et hold med ærlige og værdige holdspillere, hvilket vi heldigvis nåede at skabe de sidste 4 uger af tiden i villaen. Simon var en stor taktikker og fortjente helt klart en finaleplads.

Uge_11_program_44_Finale-008564

Foto af Anders Wickström/TV3

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hvad Fristet har givet mig